tirsdag den 23. marts 2010

Besøg i Randers 18. marts 2010



Referat fra workshop i Randers den 18. Marts 2010

Formålet med dette besøg i Randers var følgende:

1) Lave en being there workhsop internt i gruppen i området omkring Den Blå Bro og Den Grå Bro (Gangbroen ved Randers Bro).

2) Lave en association workshop på Den Blå Bro.

Det skal nævnes, at begge ovenstående workshops vil blive beskrevet mere detaljeret senere.

Vi ankom til Randers med toget kl. 10 og tog op på kommunen for at hente kort hos Hanne Jernø på Stadsarkitektens kontor og et bord hos Anne Mette Svenningsen på Kultur og Fritid.

På Rådhuset besøgte vi uanmeldt Eventsekretariatet, der er ansvarlige for bl.a. Randers-ugen (Randers Festuge). Der er ansat to på kontoret: Mette ? og Lene Rasmussen. Vi informerede Lene om vores ærinde i Randers, og hun lyttede med stor interesse. Vi kan undre os over, at Eventsekretariatet ikke deltog i vores første møde med Randers Kommune, da det er det kontor, der varetager mange af de oplevelsesøkonomiske tiltag i byen. Vi lovede Lene at informere hende om vores fremskridt med projektet.

Vi delte gruppen i to, således to blev på den Blå Bro for at indfange forbipasserende til association workshoppen, og to gik turen rundt mellem den Grå og den Blå Bro for at dokumentere en Being There workshop. På den måde udnyttede vi bedst tiden. Ved middagstid byttede vi plads, således at alle fik arbejdet med begge workshops.

Being There workshoppen afdækkede vores to udvalgte steders potentialer. Vi afdækkede potentialerne ved at iføre os tre forskellige imaginære briller: Sociale, fysiske og digitale. Dette med henblik på at identificere tre forskellige lag på stederne: Et historisk, et strategisk og et praktisk lag. Alle observationerne blev noteret på et kort over området med tre forskellige farver post-its, hvorpå vi noterede observationen samt et bogstav for perceptionen.

Association workshoppen iscenesatte vi på den Blå Bro ved hjælp at et bord, en dug, et white board, tusser, kaffe og småkager. Planen var at indsamle associationer (ord og fortællinger), der knyttede sig til den Blå Bro fra forbipasserende. Mange stoppede op, og vi fik indsamlet både begreber og fortællinger, der knyttede sig til broen.

Vi evaluerede begge workshops over en kop kaffe senere på dagen, og fik bl.a. lavet nogle operationelle billeder på baggrund af Being There workshoppen.




Refleksion

Dagen forløb godt, bl.a. fordi vi ved dette besøg i Randers havde et fast mål i sigte: Vi havde udvalgt sted, og vi vidste , hvordan vi skulle gå til stedet. Den målrettethed frigav noget energi til fokuseret kreativ tænkning vedr. et oplevelsesøkonomisk produkt på vores steder.

Vi diskuterede bl.a., hvorvidt vores produkt skal udmærke sig ved at være en enkeltstående event ved eks. Randers-ugen, eller om det skal leve i en længere periode. Det er vigtigt, at vores produkt skaber en merværdi for vores målgruppe og måske også for et segment uden for at vores målgruppe. Det er måske overflødigt at notere; men det er vigtigt, at vi inden for gruppen klart definerer, hvad vi hver især forstå ved merværdi i denne sammenhæng.

Vedr. målgruppe drøftede vi kort, hvem vi vil målrette vores produkt. Vi observerede mange løbere på den Blå Bro, og derfor kunne det måske være interessant at fokusere på dem. Udfordringen består i, at løberne sjældent opholder sig et bestemt sted længere tid ad gangen.

En anden målgruppe kunne være børnefamilier; men spørgsmålet er, om målgruppen er for kedelig i forhold til de tanker, vi har gjort os og designet.

Den Blå Bro ligger som overgang mellem byen og naturen. Der er ro omkring broen, folk bruger den af både praktiske og kulturelle årsager (Broen betyder noget for folk). Det er en gammel jernbanebro, som har bevaret sin industrielle æstetik. Den lyser op i landskabet.

Den Grå Bro nede ved Randers Bro er i modsætning til den Blå Bro præget af byens puls. Der er meget trafik omkring broen. Den forbinder den nye bypark (Tronholmen) med Tørvebryggen. Broen er opdelt i en gangsektion og en cykelsektion med et indhegnet plateau i midten. Vi fik fortalt, at der er trukket kabler igennem plateauet.

Broen er interessant at arbejde med, fordi den umiddelbart ikke har en betydning udover den praktiske. Den mangler identitet (er et non-place for gennemgang – eller en loose place med uudnyttet potentiale).

De to broer er på nogle punkter hinandens modsætninger. Vi kunne arbejde med kontrasten mellem de to broer. Natur vs. Kultur. Place vs. Non-place.

Vores arbejde i byen denne grå torsdag bragte os videre i vores design; men igangsatte også en masse tanker og overvejelser, som vi de følgende uger skal arbejde videre med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar