Nutidsscenarie

Nutidsscenarie i Randers

Det er blevet maj, og varmen har endelig fået sit tag i landet. Randers viser sig fra sin smukkeste side denne lørdag formiddag. Mette giver Julian overtøj på og sætter ham ud i bilen. De kører ud af indkørslen og begiver sig af sted på den korte tur ind til Randers.
Mette bor i et lille nybygget hus i Randers-forstaden Assentoft 7 km fra Randers. Hun har planlagt en hyggelig tur til byen sammen med sin mor Susanne og sin søn. De skal slappe af og hygge sig og nyde, at det endelig er weekend.
Mette drejer fra lige før Randers Bro, kører hen til parkeringspladsen ved den blå bro og svinger bilen ind i en tom parkeringsbås. Hun stiger ud af bilen og fæstner blikket på Gudenåen, der i sollyset spejler de omkringliggende enge. Mette kommer i tanke om alle de oplevelser, hun har haft på Gudenåen og i parken nede bag banegården: ”I næste weekend SKAL vi altså tage os sammen til den skovtur i Gudenåparken!”. Hun kommer i tanke om Julian, der sidder inde i bilen og begynder at hjælpe ham ud af barnestolen. Julian stiger ud af bilen og på lidt usikre ben løber han sin mormor i møde, der har parkeret i den anden ende af parkeringspladsen. De vender ryggen til Gudenåen og den omkransende natur og går over den Blå Bro, passerer Regnskoven, krydser den trafikerede hovedgade, der afgrænser byen fra Gudenåen og går ind i det bindingsværks-idylliske centrum – som de plejer. Byen slutter sig om dem med en stemning af tryghed, minder og hjemlighed.
De tager først rundt i byen for at kigge i butikker. Mette skal bl.a. købe nyt tøj til Julian, og der går et par timer med at kigge på vinduer. Susanne har et ærinde nede på Østervold, og Mette tager modvilligt med. Der er noget ved Østervold, som hun ikke kan holde ud. Det er en mellemting mellem en hovedgade og et torv; men der er ingen sjæl som inde i byen. Det er utrygt med en stor statue af en hingst i midten med den nye grimme biograf i den ene ende og en af de fem byporte i den anden. Østervold strækker sig op i byen og ender i et sving oppe ved det gamle bryggeri på Thors Bakke. Står man deroppe kan man se ned til havnen. Men udsynet forstyrres af statuen og havnens industrikvarter. Bag den ligger landskabet. Man kan bare ikke se det. Mette har prøvet og ærgrer sig hver gang over den manglende udsigt. Medens hun står og venter på sin mor sammen med Julian, tænker hun igen på Gudenåen og naturen omkring Randers og kommer til at tænke på et 1. maj-arrangement oppe på Skovbakken nord for byen for 20 år siden. Hun husker en teaterforestilling på den åbne scene og kommer igen til at overveje, hvor mange friluftsoplevelser, hun kan give Julian omkring Randers. Susanne kommer ud af forretningen, og de begiver sig tilbage til de små kringlede gader, der udgør Randers bymidte. Julian skal tisse, og de to andre er blevet sultne. De tager på Café Kræs nede i Storegade – en af de få caféer, de føler sig godt tilpasse i. De spiser og hyggesnakker en times tid, og Mette lufter sine tanker om en skovtur weekenden efter. Susanne vil gerne med, og med den tanke i hovedet går de ud af bymidten, krydser den befærdede hovedvej, går forbi Regnskoven og over den Blå Bro. På vej hjem til Assentoft.
Mette kender sin by og føler sig hjemme her. Men hun begynder at overveje, hvilke muligheder byen har, som hun bare aldrig har opdaget.

Der bliver ikke nogen skovtur i Gudenåparken weekenden efter. Vejret er dårligt, og hele familien tager i stedet ind til byen for at gå i biografen.